Dato: 30. november 2020Tivoli og Gyldendal indgår for første gang et samarbejde, når forlystelseshaven og forlaget i december har programsat otte talkshow-aftener. Her kan publikum med god afstand til hinanden møde nogle af Danmarks mest populære personligheder og aktuelle forfatternavne, når de besøger Glassalen i en række talkshows. Alle aftener live-streames og kan dermed ses af alle, der har lyst. Det er gratis at deltage, men der skal reserveres plads. Pladsbilletterne lægges ud tirsdag 1. december 2020 kl. 12.00 på tivoli.dk
Søren Pind, Hanne-Vibeke Holst, Adam og James Price, Stephanie ”Geggo” Karma, Linse Kessler, Rufus Gifford, virusekspert Anders Fomsgaard (der også giver et par numre på sin saxofon) og landstræner Kasper Hjulmand samt Maria Helleberg, Bille August, Bente Klarlund, Mette Blomsterberg, Hella Joof og Ellen Hillingsø. Dette spraglede galleri er blot nogle af de bogaktuelle navne, der lægger vejen forbi Glassalen i Tivoli i december for at deltage i en række talkshows foran et live-publikum med Gyldendals Mikkel Fønsskov som vært. Der er to 30 minutters talkshows på plakaten hver af de otte aftener, og de i alt 16 arrangementer streames live, så man kan se med hjemmefra.
Christina Østerby, direktør for Gyldendals bogklubber, siger:
»Vi glæder os til at parre nogle af Danmarks hotteste forfattere med Danmarks bedste julestemning fra Tivoli – og sende det direkte hjem i stuerne, så folk i hele landet kan være med. Det bliver otte fantastiske aftener med samtaler om bøger og jul og alt derimellem.«
Læsning er det nye sort for tiden
Tiden er ikke til store mega-events. Til gengæld er der en opblomstring for mere intime formater, hvor et mindre publikum kan komme tæt på indholdet. Og mens dele af kulturlivet kæmper i et år præget af restriktioner pga. corona-virus, er læsningen uforandret. Danskerne læser på livet løs, og Gyldendal har arbejdet med at styrke læselysten ved i 2020 at udvikle egne streaming-formater, der bringer forfatterne og indhold fra både bøger og lydformater ud til alle i en tid, hvor de fleste har været mere hjemme end normalt. Nu kombinerer forlaget streaming-succesen med live-stemning og et levende publikum i en af Danmarks smukkeste koncert- og teatersale, Glassalen i Tivoli. Glassalen, der oprindelig er skabt af Poul Henningsen, har gennem generationer lagt scene til tidens største kunstnere, så ideen med forfattermøder ligger ligefor.
Tivolis kulturdirektør, Frederik Wiedemann, siger:
»Tivoli er fyldt med fornøjelser, spænding og magi. Derfor er vi glade for at invitere Havens gæster ind i Glassalens magiske rum for at møde en række af Danmarks mest spændende og populære forfattere, der vil fortælle om deres bøger og deres liv - hvad enten det er som skuespiller, ambassadør, forfatter, kok, fodboldlandstræner, filminstruktør eller reality-stjerne.«
Alle COVID-19-anbefalinger og -restriktioner overholdes, når dørene åbnes for Gyldendal i Glassalen.
PROGRAM
Tirsdag 8. december 2020
Kl. 18-18.30: Søren Pind
Kl. 20-20.30 Brødrene Price om deres yndlingsbøger
Onsdag 9. december 2020
Kl. 18-18.30: Stephanie ”Gekko” Karma om sin bog
Kl. 20-20.30: Linse Kessler om sine mange bøger og om livet på Bryggen
Fredag 11. december 2020
Kl. 18-18.30: Tidligere ambassadør Rufus Gifford om det amerikanske valg
Kl. 20-20.30: Virusekspert Anders Fomsgaard og forfatter Hanne-Vibeke Holst om Holsts roman Som pesten og COVID-19
Mandag 14. december 2020
Kl. 18-18.30: Lisbeth Zornig om sin nyeste bog, Zornigkuren
Kl. 20-20-30: Bagedyst-deltager Rosa Kildahl om sin selvbiografi, Rosa uden filter
Tirsdag 15. december 2020
Kl. 18-18.30: Overlæge og professor Bente Klarlund om sin nyeste bog, Yngre med årene
Kl. 20-20.30: Landstræner Kasper Hjulmand og forfatter Morten Glinvad om biografien om landstræneren
Onsdag 16. december 2020
Kl. 18-18.30: Skuespiller Henning Jensen om sin bog, Gennem glasvæggen – og om at leve med depression
Kl. 20-20.30: Mette Blomsterberg om bogen Min jul med 65 nye juleopskrifter
Torsdag 17. december 2020
Kl. 18-18.30: Forfatter Maria Helleberg og skuespiller Thure Lindhardt om deres kærlighed til bøger
Kl. 20-20.30: Bille August og Niels Barfoed om Augusts kommende Karen Blixen-film
Fredag 18. december 2020
Kl. 18-18.30: Hella Joof og Ellen Hillingsø om Joofs nyeste bog, Tvilling Yndling Grævling, og troen på engle
Kl. 20-20.30: Hella Joof og Ellen Hillingsø om deres yndlingsbøger
Adgang til arrangementrækken Gyldendal i Glassalen er gratis, men kræver Tivoli-entre og billetbestilling, der kan foretages her: tivoli.dk/gyldendal
Alle forfattertalks streames live på gyldendal.dk/tivoli, hvor man også kan læse mere om de enkelte arrangementer.